GUIDE TIL PERFEKT ØJENSKYGGE

Guide til perfekt øjenskygge // tips og tricks til at gøre din øjenskygge perfekt hver gang
Hey girl, heyyyy! Jeg føler at det er 300 år siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, og jeg har inderligt, inderligt savnet det. Der er sket så mange ting, som har gjort at Light&Lush desværre ikke har kunnet være min top-prioritet. Men! Det kan den igen nu, og det gør mig så excited!

Anyway! Jeg er på det sidste begyndt at gå ret meget med øjenskygge, og det gør selvfølgelig også, at jeg bliver bedre og bedre til at få det til at se godt ud. Så jeg har lavet en guide med de tips og tricks jeg har lært indtil videre. Så her er min guide til perfekt øjenskygge:

EYESHADOW PRIMER

Jeg har både lagt min øjenskygge med og uden eyeshadow primer, og for mig, gør det en stor forskel. En primer gør at din øjenskygge holder længere og ikke creaser i løbet af dagen. Urban Decay’s Eyeshadow Primer Potion er helt klart min yndlings indtil videre, men du kan teknisk set bruge en hvilken som helst primer.

PUDDER

Sørg for altid, altid, altid at sætte din primer med en pudder (eller øjenskygge) før du går i gang med den “rigtige” øjenskygge. Jeg kan personligt bedst lide at bruge en pudder, men du kan også bruge en øjenskygge som matcher din hudfarve. På den måde ligger du nemlig en glat, jævn overflade, som er meget nemmere at arbejde på. Eyeshadow primers kan godt være lidt sticky en gang i mellem, hvilket gør det meget sværere at blende din øjenskygge og gøre den jævn, da din øjenskygge kan klistre sig fast til primeren. Sørg derfor altid for at starte med en pudder og tjek efter med dine fingre, for at se om dit øjenlåg virker tørt og jævnt.

DUP DIN ØJENSKYGGE

Jeg ved godt at alle snakker om, at man skal bevæge sin børste frem og tilbage, eller i små cirkler, for at blende sin øjenskygge, men jeg kan faktisk bedst lide at duppe min øjenskygge på øjenlåget. Jeg ved godt at det lyder lidt underligt, men trust me. Når du dupper din øjenskygge sørger du for at beholde pigmenteringen i din øjenskygge samtidig med at du blender den. Duppe-teknikken er især god når du blender to øjenskygger ind i hinanden, da de holder farven og du undgår at få det lidt “mudrede”-look, som nogle gange godt kan ske. Jeg bruger selvfølgelig også de andre teknikker, især når jeg skal blende yderkanterne af min øjenskygge, men duppe-teknikken er altså min yndlings.

PLACÉR DIT SPEJL

Sørg for at du kan se hele dit øjenlåg når du lægger din øjenskygge. Jeg kan bedst lide at placére mit spejl på skrå, lidt under mit ansigt, så jeg er tvunget til at kigge skråt nedad for at se mit spejl. På den måde kan jeg se hele mit øjenlåg imens jeg lægger min øjenskygge, hvilket gør hele processen meget nemmere. Hvis du ikke har mulighed for at rykke på dit spejl, kan du vippe hovedet tilbage, så dit øjenlåg kommer mere til syne,

Guide til perfekt øjenskygge // tips og tricks til at gøre din øjenskygge perfekt hver gang

LYSE SKYGGER FØRST

Det giver dig sååå meget mere kontrol, hvis du starter ud med at bruge de lyseste skygger først og gradvist gør dit look mere intenst. Man kan meget hurtigt komme til at gøre sit look lidt for pow-wow, hvis du forstår hvad jeg mener, og det er meget sværere at fjerne farve, end det er at lægge farve til. Derfor vil jeg anbefale at starte stille og roligt ud, og langsomt gøre din øjenskygge mere og mere intens.

BLEND MED EN REN BØRSTE

Hvis du gerne vil have en naturlig og blød overgang fra øjenskygge til hud, så brug en ren børste til at blende yderkanterne af din øjenskygge. På den måde kan du tynde din øjenskygge jævnt ud, så du får en naturlig overgang, hvor man ikke kan se hvor din hud slutter og din øjenskygge starter.

SE DIT LOOK PÅ AFSTAND

Sørg for at træde et skridt tilbage en gang i mellem og se din øjenskygge på afstand. På den måde får du et nyt perspektiv og du kan også teste hvordan andre vil se din øjenskygge. De fleste personer vil højst sandsynligt se din øjenskygge på afstand, og nogle gange er det også nemmere at få øje på små fejl, når man ser det større billede. Så husk at ændre dit perspektiv en gang i mellem, for at sørge for at du ser lækker ud fra alle vinkler.

Pænt tak fordi du ville læse med! Jeg har savnet dig super meget!
HVAD ER DINE HEMMELIGHEDER TIL EN PERFEKT ØJENSKYGGE?
OG! Pas på dig selv til vi ses igen! ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *