DIY HÅRMASKER DER ØDELAGDE MIT HÅR (+ EN DER DUR)

DIY hårmasker der ødelagde mit hår (+ en der dur)
Oh my, oh my, oh my! Jeg ved godt at jeg som blogger selv deler tips og tricks på nettet. MEN! Du må aldrig tro på alt hvad du finder på nettet. Jeg har desværre lært det på den hårde måde. Jeg har tidligere delt på bloggen, at jeg som ung (hvis jeg ikke stadig er det) gjorde forfærdelige ting ved mit hår, uden at tænke på om jeg skadede mit hår eller ej. Så da jeg opdagede at der var noget som hed “sundt hår”, og besluttede mig for at det ville jeg sgu da egentligt gerne have, gik jeg igang med at lede efter hurtige løsninger på nettet. Det var her jeg faldt over diverse DIY-hårmasker og desværre var de fleste af dem jeg prøvede, ufatteligt dårlige.
Så her er de DIY-hårmasker, der ødelagde mit hår:

DIY hårmasker der ødelagde mit hår (+ en der dur)

ÆG

At putte æg i mit hår, har nok været en af de værste oplevelser i mit liv, og det dummeste er, at jeg kraftedermame har gjort det ikke bare én, ikke bare to, MEN TRE GANGE! Jeg havde læst, at æg bare skulle være det bedste at proppe i håret. Første gang piskede jeg bare et æg og kom det i håret. Resultatet da jeg vaskede det ud var ekstremt tørt og helt strå-agtigt hår. Det føltes på ingen måde som om, at jeg lige havde haft en hårmaske i håret. Tværtimod føltes det som om jeg lige havde afbleget mit hår 14 gange i træk. Jeg læste derefter at det kun var blommerne fra æget, at man skulle bruge, så jeg var på den igen. Jeg piskede blommerne, puttede det i håret, lod det sidde, vaskede det ud, og resultatet var stadig det samme. KNAS tørt hår. Så jeg begyndte at spekulere på, om jeg måske havde læst forkert, og at man i virkeligheden kun skulle bruge æggehviderne. Jeg prøvede med æggehvider og resultatet var stadig den samme tørre, stive fornemmelse. Det var ganske enkelt forfærdeligt og jeg kan virkelig ikke anbefale det til nogen!

AVOKADO

IGEN læste jeg på nettet at avokado var det nye inden for DIY-hårmasker. Så jeg blendede en avokado sammen med noget olie, puttede det i håret og ventede på at noget magisk ville ske. Da jeg vaskede det ud oplevede jeg igen at mit hår føltes tørt. Det var heldigvis ikke lige så slemt, som da jeg havde puttet æg i mit hår, men det var stadig bare blevet tørt og kedeligt af avokadoen.

DIY hårmasker der ødelagde mit hår (+ en der dur)

BANAN

Jeg læste at DIY-hårmasker med banan skulle give rigtig meget fugt til håret og gøre det lækkert og glansfuldt. Det var desværre en løgn. Mit hår endte op stift og tørt, men det allerværste var, at jeg havde tusindvis af bitte små stykker banan over alt i mit hår. Det var relativt klamt. Jeg prøvede både at vaske de små banan-stykker ud af mit hår, og rede dem ud med en meget tætsiddende kam, men det ville bare ikke ud. Så det endte med at jeg måtte vente på at de tørrede ind, og derefter kunne jeg stille og roligt nulre dem ud af håret. Det var desværre ikke lige dét look som jeg havde regnet med, at banan-hårmasken ville give mig.

YOGHURT

Jeg vil gerne indrømme det; på dette tidspunkt burde jeg havde lært, at jeg nok ikke skulle eksperimentere med mærkeligt mad i mit hår, men jeg vovede mig alligevel ud i en DIY yoghurt-hårmaske. For det første var yoghurten nok det sværeste af have i håret, fordi det ikke var særligt tykt. Så der var meget gliden-rundt og falden-af. For det andet gjorde den, ligesom alle de andre hårmasker, mit hår tørt. Det skal lige siges, at yoghurt var den maske, som var mindst forfærdelig, men den var stadigvæk på ingen måde god!

Men heldigvis var alle de DIY-hårmasker som jeg stødte på ikke komplet lort. Jeg stødte nemlig på én hårmaske som var helt fantastisk. Jeg brugte den rigtig meget da mit hår var meget ødelagt, men nu, hvor mit hår har det bedre, bruger jeg den kun i ny og næ.
Det er:

DIY hårmasker der ødelagde mit hår (+ en der dur)

(DEN GODE MED) KOKOSOLIE & HONNING

Det eneste du skal bruge er balsam, kokosolie og honning. Jeg blander lige dele af alt i en skål og putter det over alt i håret. Derefter lader jeg det sidde så længe som muligt før jeg vasker mit hår. Som regel er det en halv- til en hel times tid, men jeg har også sovet med det i håret nogle gange. Hvis du sover med hårmasken i, skal du bare lægge et håndklæde over din hovedpude, for ikke at gøre din pude klam. Derefter vasker jeg bare mit hår med shampoo og balsam. Resultatet er silkeblødt og shiny hår. Hårmasken kan godt nok komme til at gøre dit hår lidt fladt, så hvis du gerne vil bevare noget volumen i håret, vil jeg anbefale at du kun bruger den i dine spidser.

Jeg håber at du kunne lære noget af mine fejltagelser, og husk nu ikke at stole på alt hvad du læser på nettet. Og hvis du beslutter dig for at lave noget DIY så HUSK at lave en god research før du kaster dig ud i noget.

OG! Pas på dig selv til vi ses igen! ♡

DIY hårmasker der ødelagde mit hår (+ en der dur)

2 Comments

  1. april 5, 2017 / 8:47 pm

    Min yndlings er også helt klart også honning og kokosolie <3

    • Emma Suleima
      Forfatter
      april 5, 2017 / 11:31 pm

      Det er bare den bedste!! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *